FREDERICIA CRICKETKLUB blev stiftet som selvstændig klub i 1957, men har sine rødder helt tilbage til 1896. På den tid og frem til 1940'erne var Fredericia kendt som en af de førende byer på cricketspillets område.

Klubben har i dag to seniorhold, et damehold og en spirende ungdomsafdeling.

Vi har medlemmer i alle aldre og af begge køn. Igennem de seneste år har der været en forholdsvis stor tilgang af både ungdomsspillere og damespillere. Klubben har igennem de sidste 30 år gjort en stor indsats ift. integration af ikke etniske danskere, især tamilere, pakistanere og de senere år afghanere. Vi kan med stolthed kalde os en multikulturel forening uden at have mistet den danske foreningskultur.

Fredericia Cricketklub har gennem årene produceret flere spillere til de danske ungdomslandshold og de seneste år har klubben løbende haft 4-5 damespillere med på damelandsholdet.

Vi har gode faciliteter med både egen bane og eget klubhus. I 2014 er der anlagt en ny kunstpitch, hvilket har forbedret vores træningsmuligheder betydeligt.  

Vores hyggelige klubhus danner året rundt rammen om mange forskellige aktiviteter, f.eks. fastelavnsfest, grillaftener, den årlige afslutningsfest og vores julebanko. Der er et stort fokus på socialt samvær både på og uden for banen.

VI ER EN MASTERKLUB! I 2015 fastslog Dansk Cricket Forbund ud fra et utal af parametre, at vi er én af landets bedst fungerende klubber og dermed også har det bedste potentiale for udvikling. Med masterklubtitlen fulgte et tilbud om deltagelse i et større udviklingsprojekt sammen med 5 andre klubber. Dette har vi takket ja til, da det falder godt i tråd med det generationsskifte klubben er i gang med og vores ønske om udvikling.

I forhold til vores yngste medlemmer har vi fokus på motorisk udvikling gennem leg samt at skabe en rar atmosfære, som børnene synes, at det er sjovt at være i og vil huske tilbage på med glæde.

Vi tror på at alle uanset cricket-teknisk formåen har noget værdifuldt at byde ind med i forhold til vores klub, og vores motto er;

I Fredericia Cricketklub er der plads til ALLE!