Mindeord for Anne Grethe Østergaard

Mindeord

for

Anne Grethe Østergaard

 

Det er med stor sorg, at vi har modtaget besked om, at Anne Grethe Østergaard den 15. oktober, pludseligt og alt for tidligt, er gået bort efter meget kort tids kræftsygdom.

Det er et meget stort tab, ikke kun for familien, men også for Fredericia Cricketklub, hvor Anne Grethe igennem mere end 35 år har haft sin gang. Anne Grethe var nemlig ikke bare ”en af konerne”. Nej, hun var noget helt særligt og hun har haft en helt særlig betydning for vores klub og livet i den.

Anne Grethe har gennem årene i klubben ydet en kæmpe frivillig indsats og hun har været et kendt og vellidt ansigt for både klubbens egne medlemmer og for mange andre cricketspillere og cricketinteresserede i det ganske land.

Anne Grethe har gennem sin tid i klubben løftet et utal af opgaver. I tidernes morgen tog hun igennem mange år sin tørn i I.U.S Bankocenter og har dermed været med til at skaffe klubben det sunde økonomiske grundlag, som vi stadig nyder godt af i dag. Hun har i endnu flere år været vores ”Køkkendame” og har sørget for mad med mere på kampdage. Hun har i flere omgange været aktiv i bestyrelsen. Hun har syet mere end et sæt gardiner til klubhuset. Hun har vasket, malet, fjernet ukrudt, handlet ind, været regnskabsfører, passet børn og lagt bukser op for medlemmerne. Hun har været festarrangør og ”festabe”, altid klar på en sang og en dans. Og så har hun været medopdrager af vores ungdom og nytilkomne spillere og har her budt ind med både reprimander og et plaster på såret, når der var behov for det.

Kort sagt har Anne Grethe altid været en man kunne regne med og en man kunne gå til ved behov for hjælp eller bare en god snak. Og alt dette på trods af livslang alvorlig sygdom, som i perioder satte hende helt ud af spillet.

Anne Grethe vil blive savnet og det tomrum, hun efterlader, svært at fylde.

Ære være Anne Grethes minde!

 

Bisættelsen finder sted torsdag d. 24. oktober kl. 11.00 fra Christianskirken